Workout uden tørklæde
Af
Hannah Küehnle.
Hun kommer gående gennem fitness-centrets dør med tørklædet flagrende i vinden. Døren lukker.
Hun lægger sit tørklæde fra sig i et skab og klæder om til moderne sportstøj.
22-årige Alaa Abdol- Hamid, der bor i Vollsmose, kommer tit i træningscentret. Jeg har ikke været her før, og hun viser mig kort, hvordan jeg skal bruge fitnessmaskinerne.
I skjul bag tøjet?
Jeg kom til Vollsmose for at lære mere om, hvordan integrationen foregår her og for at få en større forståelse for de mange kulturer, som lever i området.
I Tyskland oplever jeg islam som en religion, der undertrykker kvinder, og det at bære tørklæde kan ses som et tegn på, at man ikke vil integreres i det tyske samfund. Når jeg tænker på islam, associerer jeg straks religionen med ikke at være i kontakt med den naturlige side af sig selv, med en del af menneskets virkelighed.
Når jeg ser en muslimsk pige i lange klæder og tørklæde, får jeg en følelse af, at hun skjuler en del af sin personlighed.
Derfor er jeg nysgerrig efter at møde Alaa og efter at diskutere med hende om, hvad det vil sige at være en muslimsk kvinde.
Fra træning til tørklæde
Tilbage i træningscentret drypper sveden fra vore ansigter, og Alaa smiler til mig, mens hun steptræner, så hofterne flyver op og ned.
- Er det hårdt for dig, spørger hun, da hun ved, at jeg ikke normalt træner.
- Nej, svarer jeg, mens jeg smiler tilbage og er glad for, at hun interesserer sig for mig.
I dette øjeblik ser jeg ingen forskel mellem hende og mig. Vi er bare to unge piger, som hygger sig og har det sjovt, imens musklerne er på arbejde.
Vi forlader træningscentret for at spise i det etniske Basar Fyn, hvor mange fra Volls-mose arbejder. Hele hendes krop og alt hendes hår er nu igen dækket til igen. Det er svært at se hende som den samme person som i fitness-centret.
Kvinders seksualitet
Vi vælger at spise på en vietnamesisk restaurant i selskab med en af Alaas søstre. Jeg er lidt nervøs, for jeg tror, at det bliver svært for mig at forstå Alaa og hendes søsters synspunkter om islam og religion i almindelighed. Men jeg glæder mig stadig til diskussionen. At se Alaa utildækket gjorde mig virkelig opmærksom på, at muslimske kvinder også har en krop.
Under vores snak er jeg egentlig bange for at stille spørgsmål om seksualitet, men til min overraskelse er det ikke engang mig, der bringer det på bane. De har begge læst både Koranen og Biblen, fortæller de og gør opmærksom på at islam er den eneste religion, der accepterer kvindens seksualitet. Jeg er nu lidt skeptisk, fordi en fuldstændigt tildækket kvindekrop skaber et billede i mit hoved af, at manden ejer sin kones krop, og at kvinden ikke viser den for andre.
Når Alaa og hendes søster så forklarer mig, at de tildækker sig for ikke at blive set som sexobjekter, så kan jeg på en eller anden måde godt forstå deres pointe. Jeg er enig med dem i, at nogle reklamer på tv rent faktisk nedværdiger kvinder ved overdrevent at udstille deres kroppe.
Men at tildække alt og slet ikke vise sin krop betyder for mig at fornægte menneskets seksuelle virkelighed.
Jeg spørger dem, om fysisk tiltrækning ikke betyder noget for dem, men det gør det faktisk. De ser også på mænd og har deres mening om deres udseende. Dog skulle kvindens blotte ansigt være tilstrækkelig tiltrækning for mænd.
For mig er det dog modstridende på den ene side at bekræfte kvindens seksualitet og på den anden side holde den seksuelle tiltrækningskraft gemt, selv om personlighed helt sikkert også er en del af tiltrækningskraften.
Adam og Eva og æblet
Diskussionen om skjulte kvindekroppe eller ej leder os til det kontroversielle spørgsmål om lighed mellem mænd og kvinder indenfor islam.
Ifølge søstrene giver islam mænd og kvinder de samme rettigheder, og religionen forbedrede endda kvindens situation, dengang da islam blev grundlagt.
For eksempel står det skrevet i Koranen, at både Adam og Eva spiste af det forbudte træ og ikke kun Eva som i Biblen.
Jeg kan dog huske, at jeg har læst, at muslimske mænd godt må gifte sig med flere kvinder og spørger de to søstre om dette. De svarer at en muslimsk mand må gifte sig med fire kvinder, hvis de alle er “enige om det”, som de siger og henviser til situationen under en krig, som foregik, mens Koranen blev skrevet.
Søstrene er enige om, at islam skal tilpasses vor moderne samfunds liv og ikke forblive, som den oprindeligt var. Men de synes stadig, at det ikke skader ligestillingen mellem mand og kvinde, hvis en mand gifter sig med flere kvinder, selv om kvinden ikke må gifte sig med mere end en mand.
Hvis en enkelt kvinde ikke kan tilfredsstille en mand, så har han ret til at gifte sig med flere. Hvis en mand ikke kan tilfredsstille en kvinde, så burde han slet ikke gifte sig, får jeg forklaret.
Efter at have spekuleret over den holdning, konkluderede jeg i mit hoved, at den i virkeligheden er sexistisk over for begge køn.
Hvad er lighed
Efter at have forladt restauranten og Alaa og hendes søster spekulerede jeg over, hvad jeg egentlig lige havde snakket med dem om.
Jeg har uden tvivl lært en masse om nye og uventede sider af kvindens rolle og status i islam og i Alaas liv som muslim.
Jeg fik et indblik i, at lighed mellem mænd og kvinder er fundamentalt for både Alaa og mig, men vi har vidt forskellige meninger om, hvad lighed betyder.
Mest overraskende var, at både Alaa og hendes søster indrømmede at seksualitet spiller en vis rolle i deres liv.
Det gør den også i mit liv. Jeg tror dog stadig, at jeg foretrækker ikke at holde den nær så “undercover”.
Har Vollsmose problemer?
Så skulle I bare se en Hollandsk ghetto, beretter hollandske Hester Borm, som er opvokset i én
Af
Hester Borm
Allerede før jeg kom til Vollsmose, havde jeg hørt mange rygter om området. De mindede mig om Bijlmer, en ghetto hjemme i Amsterdam.
I Bijlmer er voldtægt, mord, racisme og bander en del af hverdagen. Det er en anspændt situation, hvor man tilfældigt kan få tæsk for så uskyldige gerninger, som at smile til den forkerte, at hjælpe nogen, som har brug for hjælp, at have en anderledes hudfarve eller simpelthen være på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.
En social sommerghetto
Jeg blev chokeret, da jeg endelig kom hertil! Skulle det her forestille en ghetto? Alt hvad jeg kunne se var børn, der legede sammen under de grønne træer - børn fra de 76 nationaliteter der er repræsenteret i Vollsmose. Ikke kun børnene, men hele nabolaget snakkede med hinanden.
Den hvide plet
Sådan var det ikke just der, hvor jeg kommer fra. Jeg var én ud af 14 “hvide” på en skole med tusind elever, og de andre elever gav hurtigt mig og de andre hvide kælenavnet “Den hvide plet” - og det var ikke kærligt ment. Andre ignorerede os for det meste og havde travlt med at kæmpe deres egne “etniske kampe”. Folk fra Tyrkiet, Marokko og De Hollandske Antiller holdt sig til folk fra deres hjemland og brugte enhver lejlighed til at manifestere deres forskelle. Også uden for klasselokalet var der ofte problemer.
For eksempel prøvede en gruppe på seks 10-årige drenge at frarøve mig min croissant. Jeg følte ikke rigtig integrationen.
I Vollsmose mødes folk. Voksne frivillige bruger deres ferie på at lege med børn med alle mulige baggrunde. Det fik mig, som lærerstuderende, til at tænke over voksen-barnforholdet som motor for integration. Skolerne i Holland er ved at blive bedre til at blande studerende med forskellige baggrunde, og det ser ud til at fungere godt. Men jeg anede intet om, hvordan skolerne fungerede her. Jeg begav mig ud for at udforske det med mine egne uddannelsesmæssige oplevelser in mente.
Traumer i Vollsmose
Når jeg sammenligner “ghettosituationen” i Holland med den i Vollsmose, er der et par forskelle. De fleste “sorte skoler” i Holland huser immigranter fra Tyrkiet, Marokko, Surinam og De Hollandske Antiller, og de er ikke traumatiserede, som mange i Vollsmose er det. De kom fra kolonier af egen fri vilje.
På Humlehaveskolen i Vollsmose er situationen anderledes. Jeg mødte rektor Olav Nielsen, som mener, at situationen her er værre. De fleste forældre fra området har været nødsaget til at flygte fra deres hjemlande, og eftervirkningerne kommer også til at påvirke deres børn:
- Forældrene giver ikke deres børn meget opmærksomhed, som de burde og gør ikke meget for at forhindre dem i at komme ud i kriminalitet og alkoholmisbrug. Dette er problemet med folk, der muligvis bliver traumatiserede, fortalte han mig.
Tilgangen til integration er også anderledes i Vollsmose. Selvom der findes forskellige tilgange i Holland, begrænses de normalt til skolegården.
Uden for skolegården
Det er anderledes i Vollsmose. For eksempel fortalte Olav Nielsen mig om sine metoder til at holde unge kriminelle væk fra gaderne.
Her er det vigtigt at holde kontakt med børnene igennem hele deres opvækst og mægle mellem ungerne og det lokale politi. Det vil kunne forhindre børnene i at blive fanget i kriminalitet, fortæller han mig.
Jeg finder det virkelig gavnligt, at de har noget stabilitet også uden for skolegården. Ophold her i Vollsmose har fået mig til at indse, at vi bør bruge mindre tid på at snakke om integration og mere tid på at skabe den, som jeg har set, den fungerer her.
Det ser ud til, at der her i Vollsmose arbejdes med integration både i skolegården, og efter klokken ringer.
I Vollsmose leger frivillige voksne med børn fra alle områdets kulturer. Alle må være med - og det var jeg også!
Verden i en venskabskamp
Tænk hvad man kunne opnå, hvis verdens ledere mødtes i en venskabskamp, funderer Leona Watkins.
Jeg spiller volleyball med et sandt kalejdoskop af nationaliteter - somaliere, jordanere, irakere, pakistanere og danskere. Som amerikansk kvinde på ferie arbejder jeg frivilligt i Vollsmose. Især fordi arbejdet giver en unik mulighed for at omgive mig med et potpourri af kulturer.
Aktivitetscenteret Ragnarok i Vollsmose er en slags mobil trailer, der låner sportsudstyr og legetøj til lokale børn og unge. Efter at have besøgt Ragnarok blot en enkelt dag er jeg blevet afhængig af at spille volleyball: Det er ikke blot for sjov, jeg er også velsignet med en ene-stående mulighed for at samarbejde med folk, jeg ellers aldrig ville have mødt, alt imens vi arbejder for et fælles mål - at vinde.
Kampklar med tørklæde
Reglerne er universelle, og selve akten at spille volleyball virker almindelig nok. Men når jeg kigger rundt, bliver jeg forundret over, hvad jeg ser.
På mit hold er der en smuk, ung kvinde fra Irak klædt i et langt, sort tørklæde. Med mine vestlige øjne fremstår hun meget tilbageholdende, og hendes aggressive spil overrasker mig. Hun præsterer nogle fantastiske redninger ved at sparke til bolden. Det er ikke noget, jeg har set en muslimsk pige gøre før, og det får mig til at indse, hvor ens vi i bund og grund er, selv om vi ser radikalt forskellige ud.
En lille, lyshåret dreng server, og bolden er på vej til at ryge ud af banen, men den skæggede iranske mand redder dog skuddet for ham. En ung, somalisk dreng ser ge-nert til fra sidelinjen og bryder ud i et stort hvidt smil, da manden giver ham bolden og spørger ham, om han vil være med.
Mellem runderne hepper jeg på mit hold og viser entusiasme ved at heppe på autentisk, amerikansk cheerleading-manér. Vi griner alle i fællesskab af denne fjollede amerikaner.
Holdene består ikke af muslimer mod kristne, mænd mod kvinder, tyrkere mod arabere - i stedet er vi blandet på kryds og tværs. Selv om vi ikke verbalt kan forstå hinanden, så forstår vi mentalt og fysisk at arbejde sammen om et fælles mål: at få bolden over nettet.
Hudfarve, nationalitet og religion er irrelevante for sejren, og bolden diskriminerer ikke. Selv om min egen regerings handlinger måske ikke er populære hos mange af medspillerne, så kan jeg mærke, at de respekterer mig som person og forhåbentligt som en dygtig volleyballspiller.
Faldefærdige bygninger dekoreret med graffiti, pakket tæt som sardiner og omkranset af trist asfalt - sådan forestillede jeg mig, en ghetto ville se ud.
Boston og Vollsmose
Da jeg selv er vokset op i Mission Hill, et meget fattigt kvarter i Boston delt af irske og sorte immigranter, ankom jeg til Vollsmose med en klar forestilling om, hvad en ghetto er. Uden fælles steder at mødes og uden aktiviteter at deles om, begyndte de sorte og hvide teenagere i Mission Hill at frygte og skade hinanden. Når jeg ser tilbage, ville jeg ønske, vi havde haft integrationsnyttige sportsaktiviteter, ligesom i den smukke, grønne “ghetto” Vollsmose.
I dag, hvor det sort-hvide problem i USA er forbedret en smule, kunne Boston stadig lære meget af Vollsmose. Det handler om at opbygge tillid i stedet for frygt og integrere den voksende, mellem-østlige befolkning bedre. For mig at se virker multietniske sportsaktiviteter som den ideelle vej.
Import af Vollsmose
Den amerikanske ambassadør i Danmark, James P. Cain, er enig i, at sport er et effektivt redskab i integrationsarbejdet. For et år siden var han i Vollsmose for at spille basketball med muslimske unge og amerikanske delegerede, der ønskede at lære om integrationsprocessen i Vollsmose. Den lokale præst Torben Hangaard, der har organiseret sportsbegivenheder og andre aktiviteter i fællesskab med den lokale imam, var både stolt over og glad for det amerikanske besøg.
Han fortalte vores gruppe af frivillige, at delegerede fra USA rejste overalt i Europa for at få ideer til at forbedre integrationen i USA. Mange havde henvist dem til Vollsmose som det perfekte eksempel på succesfulde integrationsaktiviteter. En tale, ambassadøren holdt for nylig i Washington, bekræfter det:
“Sport har muligheden for at være et magtfuldt redskab i USA og i Vestens strategi for at fremme global fred og stabilitet”, hævdede han.
En venskabskamp
Tilbage på volleyballbanen, betragter jeg den malende symbolik, der udspiller sig for mine øjne: En kvinde fra Iran, en mand fra Irak, og jeg selv fra USA står alle på den samme side af volleyballnettet.
Vi arbejder sammen med det fælles mål for øje at vinde kampen. Jeg forestiller mig, hvor effektivt det ville være at implementere dette i USA, og hvor fantastisk det ville være, hvis verdens ledere kunne spille volleyball i fællesskab. Pludseligt drager et arabisk tilråb min opmærksomhed imod volleybolden, der suser imod mig. Instinktivt rækker jeg hænderne frem og formår at slå den over nettet. “Very good, very good” råber min irakiske holdkammerat til mig.
Mit muslimske møde
Selv om Evelien har boet op og ned ad en ghetto hele livet, fik hun sin første muslimske ven i Vollsmose
Ja, det er rigtigt, at jeg bruger min sommerferie i Vollsmose. Jeg har faktisk boet tæt på en såkaldt muslimsk ghetto i Holland hele mit liv, men her i Vollsmose er det første gang, jeg er kommet tæt på en muslim. Det er første gang, jeg har lært en muslim at kende og dermed fået en mulighed for at forstå nogle af de muslimer, der bor i mit eget nabolag. Dette er mit møde med Mohamad, en fyr fra Jordan, der også bruger sin ferie i Vollsmose.
I den frivillige workcamp “Verdensbilleder fra Vollsmose” mødte jeg Mohamad Abu Al Rub, en af de andre deltagere og den eneste fra et ikke vestligt land. Hans baggrund er totalt forskellig fra min, og det er svært at kommunikere med ham på grund af sprogbarrieren (hans engelske er temmelig begrænset). Da jeg aldrig rigtigt har været i kontakt med nogen fra hans kultur, var jeg meget interesseret i at tale med ham om hans personlige oplevelse af Vollsmose.
Er du vred Mohamad?
- Jeg kom hertil for at lære mere om andre kulturer og for at få venner, sagde han.
- Jeg ville gerne prøve noget nyt, og jeg kan lide at rejse og møde nye mennesker. Faktisk forventede jeg, at andre muslimer også ville vælge at tage hertil. Det er trist, at der ikke kom nogen, da det er utroligt svært for mig at forstå de andre deltagere. Det ville have været nemmere, hvis der havde været nogle andre arabere i gruppen, som jeg bedre kunne snakke med. Det er meget vigtigt for mig. Dog føler jeg mig virkelig hjemme sammen med jer - vi er som en familie, forklarer han.
Det er forståeligt at Mohamad til tider har det virkelig svært i vores gruppe. Når han vil udtrykke sine følelser, mangler han ofte ordene til at gøre det med.
Hvis han er utilfreds med noget eller uenig med nogen, siger han, at han er vred eller trist.
I starten vidste jeg ikke, hvorfor han var vred hele tiden, men nu da jeg har lært ham at kende, kan jeg se, at han forsøger at beskrive en masse forskellige følelser igennem nogle få ord.
Det kan godt tage lang tid, men de fleste gange er det utroligt, hvor godt han alligevel formår at få sit budskab igennem.
Det fynske Jordan
Mohamad fortalte mig, at han følte det, som om han var i Jordan, når han blandede sig med lokalområdets arabiske befolkning. Sammen med dem kan han snakke om alting lige fra alder og profession til, hvordan de har det med at leve i Danmark.
- Jeg kan snakke med alle, der taler arabisk. Hvis mit engelske var bedre, ville jeg kunne snakke med hvem som helst. Det har intet med vores baggrund at gøre, forklarer han om mødet med de lokale.
Det er tydeligt, at Moha-mad er en udadvendt person. Allerede den første dag mødte han en arabisk familie fra området og blev inviteret med hjem. Det skete lidt ved et tilfælde, men han er den eneste af deltagerne, der virkelig har formået at få kontakt til beboerne i Vollsmose.
Frokost på gulvet
Opsat på at finde ud af mere om den familie, han havde besøgt og deres relation til Mohamad, gik vi sammen hjem til dem. Min allerførste gang i et muslimsk hjem.
Samtalen foregik på en lidt spøjs facon, da der skulle oversættes i to led: en af familiens døtre oversatte fra arabisk til dansk, en dansker fra vores gruppe gengav så svaret til mig på engelsk.
Under vores besøg fik jeg endnu et eksempel på, at kulturel baggrund ikke er noget, som folk finder vigtigt, når de vil skabe nye bekendtskaber. Lige efter vores interview sluttede, blev jeg nemlig inviteret til at blive og spise, ligesom Mohamad tidligere var blevet det. Femten minutter senere fandt jeg mig selv siddende på gulvet til en ægte arabisk frokost.
De var alle sammen oprigtigt gæstfrie og gavmilde, og det gjorde indtryk. Familien kommer oprindelig fra Irak og har boet i Vollsmose i lidt over to år.
Faderen fortalte mig om, hvordan de inden da havde boet i et villakvarter i en lille by i Jylland. Her havde der foruden dem kun boet danske familier.
- Derovre var situationen fuldstændig anderledes end her i Vollsmose. Det var nemmere for vores børn at lære dansk, og vi fik ofte besøg af danske venner. I modsætning til her så var de ikke bange for os, derfor blev vi bedre integrerede der. Vi flyttede kun hertil, fordi vi har meget familie i området, og så fandt vi en ledig lejlighed. For os er det nemt at komme i kontakt med andre arabere her i Vollsmose, men det er sværere med danskerne. De tror, vi er anderledes og ser Vollsmose som et farligt sted. Sådan burde det ikke være.
Den problemstilling passede godt på Mohamads position i vores arbejdsgruppe. Da han er den eneste araber, er han tvunget til at tale engelsk og skal hele tiden tilpasse sig gruppen - “integrere” sig. Men så snart han møder andre arabere, f.eks. i det lokale indkøbscenter eller hvis de kommer forbi vores lejr, flyver han væk fra gruppen og over til dem.
På fremmed mark
Besøget med Mohamad hos den irakiske familie åbnede virkelig mine øjne.
Her var det mig, der var den fremmede. Jeg vidste ikke helt, hvordan jeg skulle opføre mig eller, hvad jeg skulle sige.
Er der et specielt hierarki i familien? Hvordan hilser man? Er der uskrevne regler? Jeg kunne tydeligt mærke deres venlighed, men jeg befandt mig stadig i en ukendt situation. Det var heller ikke alt, der blev sagt, jeg forstod, og jeg var også tvunget til at vente på at svaret på mit spørgsmål blev oversat til engelsk.
Sådan har Mohamad det nok, når vi er i lejren. Han kender ikke vores skikke og normer, da det er første gang han er i Europa, og det gør det ikke lettere, at der for det meste ikke er nogen til at oversætte for ham. Jeg indser, at det må kræve meget af ham at bo sammen med os og være sammen med os hele tiden. Efter den oplevelse føler jeg bedre, at jeg kan sætte mig i hans sted.
Jeg forlod lejligheden sammen med Mohamad i en sværm af knus og løfter om at måtte komme tilbage når som helst.
- Sådan. I alle arabiske familier. Ingen forskel, Ingen forskel, forklarede Mohamad med et stort smil på læben.
For mig forklarede de præcis, hvorfor at han kunne føle sig hjemme her.
En åben arabisk bog
Vollsmose er også poesi, der til tider kan være svær at forstå for Marie fra Lille i Frankrig.
Af
Marie Perrin
Følgende er et uddrag af to digte, som er skrevet af unge danske digtere med arabisk baggrund. Digtere som man finder adskillige af i Vollsmose, hvoraf mange har lagt deres digte ud på www.islamic.dk.
Nedenstående fandt jeg der. Det første er om tro og religion, som arabiske digte er flest:
Jeg ønsker ikke længere at synde
Jeg ved det vil blive en hård kamp
Men Inshallah (Om Gud vil)
Vil belønningen være evigt lys
Fra min fortids synder ønsker jeg at være fri
Åh, nådige Gud tilgiv mig
Og lad Jannah (paradis) blive min endelige destination
(Et oversat uddrag af “I found my path”)
Og her et digt, der er lidt mere usædvanligt, men som jeg finder en smule mere afbalaceret:
Hvor rejser jeg mig, I bøn hver eneste morgen,
At frygt for Din straf,
For at opnå Din belønning,
Eller af endeløs kærlighed til Dig,
Hvorfor er jeg som jeg er,
Gør jeg som jeg gør,
Siger som jeg siger,
For alle andres skyld
Eller for min skaber
(Et uddrag af digtet: “Må Al-lahs nåde være over os alle”. Digtet er dedikeret Herren).
Første gang jeg læste disse uddrag af islamiske digte, hylede det mig noget ud af den. Men jeg har besluttet at fortælle om beboerne fra Vollsmose gennem digte, da mange af de unge skriver.
Poesi er essentiel for arabisk kultur, hvilket også gælder for arabere i Vollsmose. Jeg har forsøgt at dykke dybere ned i digtene for at overkomme mit førstehåndsindtryk.
Mit Vollsmose
Ja, jeg har været en af deltagerne i projektet “Verdensbilleder fra Vollsmose”, og jeg har fra en anderledes vinkel forsøgt at forstå, hvilke problemstillinger Vollsmose står over for.
At læse folks skrevne reflektioner er for mig den bedste måde at komme under huden på en person. Hertil kommer at jeg selv skriver noveller, og at det skrevne ord er noget af det, der berører mig dybest. Altså, jeg forsøger i denne artikel at sætte mig udover mine europæisk og fransk funderede fordomme så godt som muligt og danne min egen mening om emnet religion.
Forstærke eller bryde
Det første, der virkelig slår mig, er, at over halvdelen af digtene på hjemmesiden forholder sig til religion og hylder Allah. Jeg har fornemmelsen af, at der ikke findes noget sådant som et halvhjertet islam.
Enten er man meget religiøs og hengivet til koranen, eller også er man ikke-troende. Alle digtene ser ud til at være påmindelser til enhver om, hvordan man er en god muslim.
Bør kunst ikke befri mennesker og være kritisk i forhold til det samfund som vi lever i?
Det er på ingen måde, hvad de digte gør. De bekræfter blot normerne og sætter ikke en eneste gang spørgsmålstegn ved islam. Det er for mig at se temmelig farligt.
Hvis unge mennesker ikke sætter spørgsmålstegn ved deres opdragelse, hvem gør så, og hvordan kan samfundet udvikles?
Det er grunden til, at jeg føler mig utilpas ved disse digte og dertil, at jeg ikke kan forstå denne hengivenhed til nogen eller noget, som måske ikke engang eksisterer.
Ikke desto mindre er det nødvendigt at overkomme sådanne følelser for at prøve at forstå samfundet. Jeg er ikke ekspert i islam, men jeg ønsker at forstå, hvorfor folk stadig skriver på denne måde.
Stiller man ikke spørgsmål ved regler - bør man da følge dem?
Efter min mening, har mennesker brug for at tro på noget for at blive fri for at stille spørgsmål ved sig selv, ved deres egen eksistens. Jeg benægter ikke, at der er mere mellem himmel og jord, end man umiddelbart kan se, men man kan på den anden side heller ikke bevise det modsatte.
Vi skal ikke opstille moralske regler, hvis vi ikke stiller spørgsmålstegn ved dem, og det sværeste af alt er at stille spørgsmålstegn ved ens egen opdragelse.
Jeg talte med en af digterne fra Vollsmose, en muslimsk pige. Hun forholdt sig kritisk til mange ting, men hun ville aldrig betvivle islam. Dette er modstridende for mig.
Fra forskelle til enighed
Ikke desto mindre er jeg overbevist om, at vi alle kan komme til at forstå hinanden og overvinde vores forskelligheder. Jeg tror på at både muslimer, kristne, ateister, sorte og hvide sammen kan åbne en tværkulturel debat for at finde frem til fælles værdier og normer.
EU er et eksempel på mennesker, der ønsker at dele værdier og leve fredeligt sammen. Selv om der selvfølgelig også er problemer i EU, så er landene blevet samlet og holder fred med hinanden, og ved at arbejde sammen deler landene ideer og tanker gennem et fælles marked, der er baseret på universelle tanker. Kunst er universel og kan bringe de forskellige verdener sammen. Det kunne den i hvert fald for mig.
Jeg vil citere en fransk digter, Armand Robin, som fint sammenfatter det, jeg her har prøvet at forklare:
Jeg er ikke fra Bretagne, Jeg er ikke fransk, heller ikke lette, kineser eller engelsk
Jeg er enhver af disse.
Jeg er en universel mand af hele verden.